Min kamp: Et år er snart gået
Da jeg november 2013 blev indstillet til den behandling jeg går i nu, fik jeg af vide at tilbudet lød på et år, i forhold til før hvor det var ubegrænset. Og jeg kan huske jeg tænkte - ET HELT ÅR! - jeg synes virkelig det var lang tid man skulle være i behandling. Mest fordi jeg ikke kunne (har jeg stadig væk svært ved) acceptere at der skulle endnu et år, hvor jeg var "syg", og jeg ville egentlig bare gerne videre i mit liv.
Men nu hvor jeg sidder og nærmer mig februar 2015, hvor jeg har været der oppe i et år, frygter jeg også mere og mere den dato. Den behandling jeg er i, har gjort rigtig meget for mig og hjulpet mig ekstrem meget, men jeg er bare ikke klar til at give slip på den, og vil egentlig gerne ha et år til. Som sagt er der mange steder hvor der er sket rigtig meget, men der er også steder hvor jeg bare ikke helt er med endnu.
Som min kontaktperson siger, jeg er meget i min krop, og det er min krop der mærker det hele - hvor imod mit hoved er ikke helt i så langt fremskridt som min krop er. Dvs. at nogen gange mærker jeg ting på min krop som betyder én ting, men fordi mit hoved ikke helt er med, så registrere den noget helt andet. F.eks. havde jeg for 2-3 ugers tid siden det ret svært. Svært ved at komme op og var meget depressiv hele tiden, og jeg kunne simpelthen ikke forstå det fordi der var ingenting (så vidt jeg kunne se) i vejen. Men det var simpelthen mit hoved der mente at fordi jeg var depressiv og gerne ville ligge lidt længere under dynen, så måtte jeg være på vej tilbage i min depression i 2009/2010, for det var jo de samme symptomer, også blev jeg bare mere og mere depressiv. Og det fald tilfældigvis lige ind med ferie og kurser (som jeg nævnte i tidligere indlæg)
Så det tager rigtig lang tid at skabe nye mønstre og det er utrolig let at falde i de gamle igen, men jeg forsøger og derfor er jeg rigtig glad for mine 2 samtaler i ugen, og det vil jeg rigtig nødig undvære. Men nu tager jeg det op med overlægen, som jeg ser én gang om måneden, om små 14 dage også må vi se hvad han siger.
Jeg ved godt at jeg ikke bliver sluppet fra den ene dag til den anden, og at der vil komme et tilbud efter behandlingen, men lige nu vil jeg helst ikke starte forfra med en ny kontaktperson, for det tager lang tid at danne tillid til en ny.
Så lige nu forsøger jeg at slappe af og bare ta én dag ad gangen - ellers går jeg da først i panik. ;)
Men nu hvor jeg sidder og nærmer mig februar 2015, hvor jeg har været der oppe i et år, frygter jeg også mere og mere den dato. Den behandling jeg er i, har gjort rigtig meget for mig og hjulpet mig ekstrem meget, men jeg er bare ikke klar til at give slip på den, og vil egentlig gerne ha et år til. Som sagt er der mange steder hvor der er sket rigtig meget, men der er også steder hvor jeg bare ikke helt er med endnu.
Som min kontaktperson siger, jeg er meget i min krop, og det er min krop der mærker det hele - hvor imod mit hoved er ikke helt i så langt fremskridt som min krop er. Dvs. at nogen gange mærker jeg ting på min krop som betyder én ting, men fordi mit hoved ikke helt er med, så registrere den noget helt andet. F.eks. havde jeg for 2-3 ugers tid siden det ret svært. Svært ved at komme op og var meget depressiv hele tiden, og jeg kunne simpelthen ikke forstå det fordi der var ingenting (så vidt jeg kunne se) i vejen. Men det var simpelthen mit hoved der mente at fordi jeg var depressiv og gerne ville ligge lidt længere under dynen, så måtte jeg være på vej tilbage i min depression i 2009/2010, for det var jo de samme symptomer, også blev jeg bare mere og mere depressiv. Og det fald tilfældigvis lige ind med ferie og kurser (som jeg nævnte i tidligere indlæg)
Så det tager rigtig lang tid at skabe nye mønstre og det er utrolig let at falde i de gamle igen, men jeg forsøger og derfor er jeg rigtig glad for mine 2 samtaler i ugen, og det vil jeg rigtig nødig undvære. Men nu tager jeg det op med overlægen, som jeg ser én gang om måneden, om små 14 dage også må vi se hvad han siger.
Jeg ved godt at jeg ikke bliver sluppet fra den ene dag til den anden, og at der vil komme et tilbud efter behandlingen, men lige nu vil jeg helst ikke starte forfra med en ny kontaktperson, for det tager lang tid at danne tillid til en ny.
Så lige nu forsøger jeg at slappe af og bare ta én dag ad gangen - ellers går jeg da først i panik. ;)
Støt EN AF OS og gør psykisk sygdom til et mindre tabu!
SNAK OM DET - Det forsøger jeg at gøre!
Kommentarer
Send en kommentar